Et stort farverigt kunstværk produceret i et samarbejde mellem børn på Holstebro Kunstskole, Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder samt kunstneren Daniel Van der Noon er på vej.
Snart er det et helt anderledes syn, der vil møde forbipasserende på Enghavevej, end den grå og lidt kedelige bygning, der dannede ramme om det store industrikøkken og kantinen, da sygehuset stadig var i funktion.
Kunstværket er et resultat af en to dages workshop, hvor en gruppe 6-14-årige kunstskoleelever gav deres bud på, hvordan Holstebros kendte bygninger kan få et ’børnetwist’ – den ikoniske Nørrelandskirke er blandt andet omdannet til badeland, imens Sygehusgrundens Sengetårn har fået en rutsjebane ned fra taget.
Efter workshoppen har underviser og skoleleder Ilze Rudzite og fotograf Mark Dyer samlet børnenes kreative tegninger sammen, og værkerne er blevet samlet og digitaliseret til en stor kollage, som er printet i folie. På den måde får workshoppen et efterliv som facadekunst og skaber liv på en ellers kedelig bygning.
Holstebro Kunstskole inviterer til fernisering fredag den 7. juni 2024 kl. 16.00 ved værket på Enghavevej.