Færchfonden vil udvikle 'Sengetårnsbygningen'

Ud over at være en af ejeren bag Arealudviklingsselskabets Sygehusgrunden P/S, så vil Færchfonden nu engagere sig yderligere i byudviklingsprojektet ved at igangsætte en analyse af ’Sengetårnets’ fremtidige anvendelse.

Færchfonden igangsætter en analyse af den fremtidige anvendelse af ’Sengetårnsbygningen’, der udgør næsten 20.000 etagemeter af de i alt 86.000 etagemeter, der i hele udviklingsprojektet skal transformeres til nye formål.

Bygningen fra 1969 er en af de mest ikoniske på Sygehusgrunden. Det er byens højeste bygning og med sine cirka 45 meter spejder den ned over Lystanlægget og langt ind over byen.

”Færchfonden vil gerne gøre en forskel for Nordvestjylland og Holstebro. Vi tror, at vi med vores tilbud til Arealudviklingsselskabet om at lave denne analyse, kan understøtte ambitionen om et bæredygtigt byudviklings- og transformationsprojekt. Sengetårnsbygningens højde og drøjde skaber muligheder for mange forskellige slags boligtyper. Den tidligere akutmodtagelse, der støder op til bygningen, er naturligt sammenhængende hermed og vil derfor også indgå i analysen. Hvilke funktioner, udover boliger, bygningerne kan rumme, forventer vi også at analysen sætter retning på.”

Sådan siger Rasmus Færch, bestyrelsesformand for Færchfonden, i en pressemeddelelse.

Holstebros borgmester H.C. Østerby, der ligeledes er næstformand i Arealudviklingsselskabet, hilser Færchfondens initiativ velkommen:

Sengetårnet med sit markante udtryk, store rummelighed og centrale placering, er et afgørende træk for udviklingen af hele Sygehusgrunden. Færchfonden har høje ambitioner på bæredygtighed og ønsker at understøtte, at vi i Holstebro kan tilbyde attraktive boliger, uddannelsesrum, mødesteder m.m. Jeg glæder mig derfor meget til at se deres analyse af Sengetårnet, idet bygningen måske kan skabe boliger med muligvis den bedste udsigt over Lystanlægget og byen.

Analysen vil ligeledes forholde sig til et bud på offentlig udsigt fra sengetårnsbygningens tagterrasse samt Arealudviklingsselskabets ambitioner om en gågadeforbindelse, der forbinder den kommende bydel med den eksisterende gågade i Holstebro.

Færchfonden har entreret med rådgiverne CUBO Arkitekter og Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma til at understøtte analysearbejdet.

Ultimo 2024 forventer Færchfonden at kunne præsentere analyseresultaterne for Arealudviklingsselskabet Sygehusgrundens bestyrelse, som herefter skal tage stilling til det videre forløb og fremtiden for ‘Sengetårnsbygningen’.