Ny økonomi- og administrationschef/CFO for Sygehusgrunden P/S

Sygehusgrunden P/S i Holstebro har ansat den 54-årige Finn Skov som økonomi- og administrationschef/CFO.

Finn Skov kommer senest fra en stilling som rådgiver med speciale i engros- og projektfinansiering i Ringkjøbing Landbobank. Han har desuden en fortid hos investeringsfonden Difko og KPC Byg A/S og har således mere end 30 års erfaring inden for administration, udvikling og finansiering af ejendomme. Finn Skov har en uddannelsesmæssig baggrund som revisor og ejendomsmægler.

Finn Skov får ansvar for den daglige drift og styring af økonomi- og regnskabsfunktionen hos Sygehusgrunden samt for at udvikle den økonomiske og den bæredygtige bundlinje. Han får derudover ansvar for strategi- og forretningsudvikling, herunder de udbudsstrategiske processer for salg af bygninger og grunde. Finn Skov indgår i ledelsen sammen med den administrerende direktør og bliver samtidig ansvarlig for administration og ledelse af otte medarbejdere.

Finn Skov tiltrådte stillingen den 5. august 2024 og har kontor på Sygehusgrunden, Lægårdvej 12h i Holstebro. Privat er Finn Skov bosat i Holstebro med sin hustru og datter.

Se alle medarbejdere