Beliggenheden er ikke til at tage fejl af. Anlægget, gågaden, Nørreportcentret og togstationen. Det gamle sygehus ligger tæt på alt og har en central placering i Holstebro.
Direktør for Arealudviklingsselskabet og sygehusgrunden, Thomas Leerberg, er da også bevidst om det helt unikke by-projekt, han står i spidsen for at udvikle.
”Sygehuset ligger som en udvidelse af midtbyen. Et område, hvor der var en meget negativ historie, da sygehuset lukkede. Der var 1800 medlemmer i personaleforeningen, som mistede deres arbejde, da sygehuset flyttede til Gødstrup. At få vendt hele den der negative historie til noget positivt og se de muligheder, der er for Holstebro, for at få lavet en ny bydel, som også viser, hvordan Holstebro kan udvikle sig. – Det synes jeg er mega fedt”, siger Thomas Leerberg.
“Det gælder om at komme ned i øjenhøjde, og få folk til at opleve stedet”
De 50 bygningskroppe, som ligger på sygehusgrunden åbner op for spændende muligheder inden for almene boliger, seniorfællesskaber, ungdomsboliger, uddannelsesinstitutioner, erhvervsudlejning mm. Samtidig gør det byudviklingen til et sammensat og kompliceret projekt.
Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, og det samme gælder for den nye bydel på sygehusgrunden.
Thomas Leerberg fortæller, hvordan projektet rummer et uendeligt potentiale, men at der både er demografiske tilpasninger, der skal tænkes ind, ligesom det bæredygtige element også indebærer en række udfordringer.
”Det vil tage lang tid, da der kun er 60.000 indbyggere i Holstebro Kommune. Der er en nettotilflytning på 1800-3500 om året, men der er ikke et uendeligt marked. Så vi skal dosere det marked i forhold til det, som markedet kan optage i Holstebro. En anden og måske vigtigere ting er byggematerialer. Den faglige kunnen p.t. kan ikke rigtig leve op til de bæredygtighedskrav, der er i dag”, siger Thomas Leerberg og uddyber:
”I dag er mange nye byggeprojekter streamlinet, hvor du river det hele ned og bygger det hele op.
Rigtig mange i Holstebro har i lånet til et brugt hus sikkert fået spørgsmålet om, hvorfor de ikke køber noget nyt, hvor energiomkostninger er lavere. Det er en stor omstilling, vi skal ind i. Men det er vejen frem. Vi skal simpelthen lade være med at bygge nyt. Vi skal bruge den bygningsmasse, vi har. Det er det største paradigmeskifte, vi kan få inden for byggeri. At du lader være med at bygge nyt, men at du renoverer det bestående.
Mens overvejelser om markedet og et nødvendigt skridt på vejen for et paradigmeskift fylder meget, er der også mere konkrete ting på tegnebrættet.
Der foregår allerede aktiviteter på sygehuset, hvor Holstebro Udvikling står for forskellige events på grunden. Haunted Hospital, rundvisninger og rappelling har været populære aktiviteter, der har tiltrukket en bred skare af borgere og et nysgerrigt publikum.
Og Arealudviklingsselskabet har allerede planer om tiltag, der netop har til opgave at få brugere ind. Ikke nødvendigvis dem, der skal bo der. Men folk, som generelt skal se byområdet og få en positiv oplevelse.
”Det er vigtigt at vise det sociale liv, der kan udfolde sig. Det gør man kun ved at åbne op. Det gælder om at komme ned i øjenhøjde, og få folk til at opleve stedet. Lidt ligesom Slagteriet, når der er Food Festival. Så synes folk jo, at det er det fedeste sted”, siger Thomas Leerberg, som gerne vil have mere af den slags aktiviteter.
Ejerskabet ser han her som en vigtig faktor, som kommer når man benytter byområdet.
Næste skridt ligger derfor lige om hjørnet og kommer efter alt at dømme til at ske i år.
”Den sociale infrastruktur skal du have op at køre, inden selve transformationen til beboelse. Du er nødt til at have mødesteder og steder for foredrag og koncerter.”
Thomas Leerberg regner med, at kedelbygningen, kantinebygningen og værkstederne bliver en del af de første åbningstiltag af sygehusgrunden.
”Den sociale infrastruktur skal du have op at køre, inden selve transformationen til beboelse. Du er nødt til at have mødesteder og steder for foredrag og koncerter. Vi tænker også på et folkekøkken og café i forhold til noget mere stationært”, fortæller han og understreger vigtigheden i en mangfoldighed i alder, ressourcer, køn, som kan gå på tværs af de forskellige sociale aktiviteter.
I den sammenhæng hælder Thomas Leerberg også til at beholde visse bygninger og ikke sælge alt med det samme. Den sociale infrastruktur er en del af en proces, hvor det, at invitere borgerne indenfor, er højt prioriteret.
Færchfonden ejer sammen med kommunen 90% af projektet, mens Aksel Nørgaard ejer 10%.
Det er Arealudviklingsselskabet, der skal transformere grunden til en forventet samlet investering på ca. 2 mia. kr.